Interesser / Musik / Lęsų

Lęsų

Det skønne flygel i musiklokalet på Læsø Centralskole

Hokus Pokus - slut

Min tid med Hokus Pokus fadede ud. Jeg flyttede til København og havde forskellige jobs som brødkusk og lastvogns-chauffør, mens jeg prøvede at finde ud af hvad jeg egentlig ville uddanne mig til - og så blev Kirsten og Søren kendte.

Løgumkloster Højskole

I 1979 tog jeg på Løgumkloster Højskole i vintermånederne. Her havde jeg masser af musik. Jeg var med i koret, jeg spillede klaver og rigtigt kirkeorgel på det store orgel i Klosterkirken.

Det var en skøn oplevelse at låse sig ind i kirken med den store jernnøgle der lå et hemmeligt sted, gå op ad de snoede trapper og tænde blæseren til orglet. Her sad jeg helt alene og kunne lege med dette kæmpeinstrument og lade tonerne fylde rummet. Det kunne også være lidt uhyggeligt når der kom uventede lyde nede fra kirkeskibet.

På højskolen havde jeg også for første gang koral-harmonisering, hørelære, nodelære, rytmelære og musikhistorie. Det var enormt spændende og jeg blev faktisk bidt af det.

Silkeborg Seminarium

Efter et par måneder hjemme i Højby og på Odden som lærervikar, flyttede jeg til Silkeborg, hvor min daværende kæreste Bente boede. Hun var med i FDF/FPF og var meget musikalsk.

Jeg vidste stadig ikke hvad jeg ville være "når jeg blev stor", og søgte læreplads som tømrer i Silkeborg - men fik aldrig nogen læreplads. Så dér var jeg - 25 år gammel - havde lyst til noget med håndværk (helst træ) og til noget med musik, så derfor søgte jeg ind på Silkeborg Seminarium, hvor jeg kunne kombinere begge dele, hvis jeg kunne få både sløjd og musik som liniefag.

Jeg startede på Seminariet den 1. august 1981. Det blev en forrygende og lykkelig tid for mig. Jeg var i en rigtig god klasse og fik venner for livet - vi er stadig 5 "drenge" (nu modne mænd med gråt eller manglende hår) der mødes hvert andet år.

Musiklivet var helt i top og jeg fik alle muligheder for at øve mig og udvikle mig. Der var altid spændende opgaver med koret, med forårskoncerter og med lidt småbands i fritiden. Vi havde nogle meget dygtige lærere: Erling Tolbøll Mouritsen, Einar Ege Møller og Steen Aage Madsen. De var ikke helt nye, men de var alligevel med på lidt af hvert.

Min studiekammerat Mogens Lund og jeg tog et ekstra år hvor vi især gjorde meget ud af musikken. Vi tævede kadencer, skalaer, koraler, højskolesange og lavede øvelser i alle de grundlæggende håndværksfærdigheder i musikken.

Mit andet linjefag var sløjd, hvor jeg var så heldig at have Hartvig Nielsen som lærer - han vidste alt om hvordan et stykke træ oplevede livet, hvordan det tænkte og hvordan det opførte sig under alle forhold. Det var sjove, muntre, spændende og seriøse timer vi havde sammen.

Da vi nærmede os eksaminerne til linjefag, skulle jeg finde på et godt projekt til både musik og sløjd. Jeg havde et stykke tid gået og tænkt over tonesystemets opbygning - altså over at vi i vores del af verden bygger al vores musik på en skala der består af 12 toner.

Jeg begyndte at undersøge fænomenet nøjere og undrede mig over at klavertangenterne var organiseret som de er: 7 hvide stamtoner og 5 sorte afledninger. Pludselig havde jeg ideen til mit projekt i sløjd; jeg ville lave en model af et keyboard, hvor tangenterne var organiserede på en mere rationel måde. Jeg ville vise en meget nemmere måde at spille skalaer, akkorder og melodier på - i alle tonearter.

Læs meget mere om mit TimBoard

Læsø

Da jeg havde afsluttet min lærereksamen i sommeren 1986, var jeg så heldig at få mit drømmejob på Læsø. Her fik jeg så sandelig også nok at gøre med musikken. Jeg havde 17 timer musik på skemaet hver uge + Læsø Koret + private klaver-elever samt lidt af hvert med Kirkekoncerter og Læsø Revy.

Det gik egentligt rigtigt godt og jeg var meget glad for at være på Læsø. Det hjalp betragteligt på tilværelsen at min gamle ven og seminarie-kammerat, Torben With, også fik job på skolen - det er en helt anden historie som han selv må fortælle ved lejlighed.

I land igen

Efter et par dejlige år på Læsø fik jeg ambitioner om at ville videre - prøve noget andet og udvikle mig. Jeg har vist nok altid haft det lidt sådan at hvis der var noget der var besværligt var det nok godt for mig - jeg kunne ikke trives med at have det for godt i for lang tid af gangen.

Jeg blev ansat som musiklærer på Fjordskolen ved Mou. Det er Nordjyllands Amts Specialskole for adfærdsvanskelige børn og unge. Min plan var at lære noget om disse unge mennesker og bruge musikken som et middel i en terapeutisk opdragende og disciplinerende udvikling.

I starten gik det fint. Jeg havde en god indkøringsperiode inden jeg blev sluppet fri og begyndte at opbygge musikafdelingen på egen hånd. Det viste sig dog at jeg ikke trivedes med jobbet overhovedet. Jeg var dødtræt hver eneste dag når jeg kom hjem - og slet ikke glad.

Fortsætter under Counters...

Tim Bregning Karlsen | Himmelev Have 3, st. th., 4000 Roskilde - Danmark | Tlf.: +4525481848 | tim@bregning.it