Interesser / Humanpartiet

Humanpartiet - program

Stop sort økonomi – afskaf kontanter

Al betaling skal ske med overførsel fra en konto til en anden konto ved elektronisk overførsel. Det sikrer at enhver overførsel kan spores og at det bliver umuligt at udføre eller få udført sort arbejde.

Det vil stadig være muligt at yde hinanden tjenester og betale med modydelser, men det bliver umuligt at vaske sorte penge hvide. Betaling kan kun ske via netbank eller via et elektronisk betalingskort.

Slut med overfald og røverier for at stjæle kontanter. Slut med røverier i banker og overfor pengetransporter.

Penge eksisterer ikke fysisk – kun som tal i computersystemerne. Nye typer af forsøg på snyd og bedrag vil gro frem, men vil kunne forhindres fordi alle transaktioner kan spores.

Udbyg offentlig transport og gør den gratis

Alle kan frit stige af og på offentlige transportmidler inden for landets grænser. Alle kontrolfunktioner ændres til vejledning.

Nedlæg billetsalg, billetmaskiner, administration af bøder. Drop alle udgifter til udvikling af rejsekortet.dk og fejlinvestering i håbløse systemer.

Antallet af biler i byerne vil efterhånden reduceres og skabe mere plads og et bedre miljø med hensyn til luftforurening og støjforurening. Vold mod chauffører og kontrollører, samt røverier efter kontante værdier vil forsvinde.

Afskaf kontrol

Alle kontrolfunktioner såsom p-vagter, togkontrollører, buskontrollører og andre i det offentlige rum skal ændres til at være hjælpende, støttende og vejledende.

Fx skal en p-vagt ikke fremover udskrive bøder, men være behjælpelig med at finde en velegnet p-plads i nærheden.

Det er p-vagtens opgave at hjælpe borgeren til at kunne parkere sit køretøj og dermed kunne komme videre og gøre det som personen skal. Det forhindrer frustrationer, stress og gør at hverdagen glider bedre.

Togkontrollører skal ikke længere tjekke om folk har betalt rejsen, men være med til at sørge for at rejsen går så let som muligt.

Betalingsring om København – nej-tak!

En betalingsring om København vil være endnu en hindring for den daglige transport.

Der er ingen mennesker der kører til København for sjov hver dag for at sidde i kø og blive frustrerede over ikke at kunne finde parkering. De mennesker der kører til København har noget de skal udføre. Et arbejde eller andet vigtigt.

Det vil kræve så meget administration og kontrol at det vil koste mere end det indbringer. Hver gang vi stiller en ny forhindring op for borgerne og dagliglivet i Danmark koster det unødig kontrol og straf.

Problemet er at vi har en hovedstad som ikke er funktionelt indrettet til dagens trafik. Der er ganske enkelt for mange biler på for lidt plads. Gør tog, bus og metro gratis – så vil meget trafik flytte fra vejene og ind i det offentlige transportnet.

Lad os gøre det enkelt og hjælpe borgerne med at gøre det de skal – i stedet for at opstille forhindringer.

Vi kan ikke leve af at give hinanden afgifter og kontrollere hinanden. Vi kan leve af at hjælpe hinanden til et lettere og enklere arbejdsliv så vi kan uddanne os og eksportere ydelser og varer til udlandet – så bliver vi alle rige.

Nedsæt den generelle arbejdstid til 32 timer fordelt på 4 dage

Der er ingen mening i at nogen knokler som sindssyge og bliver syge af stress, mens andre bliver syge af at lave ingenting.

Fordel den mængde arbejde der er brug for i samfundet. Når der er højkonjunktur er der meget arbejde til alle – når der er krise må vi fordele arbejdet.

Virksomheder der arbejder i 3-holdsskift (3x8 timer) kan arbejde i 4-holdsskift (4x6 timer). Mindre nedslidning – mere frihed.

Alle skal garanteres minimum 32 timers arbejde eller uddannelse. Ingen skal udsættes for meningsløs aktivering, men dygtiggøre sig for at kunne bidrage til samfundet.

Ingen arbejdsløshed, ingen overflødige mennesker i det danske samfund. Tilfredse mennesker med tid til udvikling af sig selv.

Lige om lidt kommer robotterne og overtager alle de trivielle og belastende job. Det skal naturligvis give mere frihed og rigdom til den enkelte lønmodtager.

Ret til uddannelse – hele livet

Alle har adgang til uddannelse fra de er børn og til de er voksne. Efter man er fyldt 30 år optjener man hvert år ret til 2 måneders efteruddannelse, videreuddannelse, højskoleophold eller kortere kurser efter eget valg.

Efter 6 år har man således optjent ret til 1 års uddannelse. Uddannelse, udvikling, dygtiggørelse, viden og erfaring. Det passer fint med menneskets 7-års perioder hvor jeg trænger til forandring i livet.

Afskaf Efterlønnen

Der skal ikke være en fast grænse for hvornår man kan trække sig tilbage fra et aktivt arbejdsliv. Mennesker der er nedslidte skal have en mulighed for at trappe ned fra arbejdsmarkedet i et passende tempo.

Med en gennemgribende omstrukturering af arbejdslivet kan det vise sig at fx en nedslidt rengøringsassistent kan være en glimrende vejleder, coach eller mentor for andre mennesker.

Afskaf militær og våben

Drop indkøb og drift af jagerfly, krigsskibe og u-både. Brug en del af pengene på nyttige fly som redningshelikoptere og fly til overvågning af miljø.

De penge der bliver frigjort kan i stedet finansiere bedre skoler, sundhedsvæsen og pleje af ældre.

Militær værnepligt afskaffes. I stedet kan der være fornuft i at have en samfundspligt i 1 år hvor man fx udfører miljøarbejde i form af naturpleje, omsorgsarbejde eller beredskabsarbejde.

Hvis man brugte alle de ressourcer der for tiden fyres af på krige til noget gavnligt kunne alle få alt – og det er jo det de kæmper om.

Træk alle soldater hjem fra krigszoner i udlandet. Det er meningsløst at unge mennesker mister livet ved at gå til fods i fx Afghanistan og blive sprængt af vejsidebomber. Hvad fanden skal det til for?

Fyr alle politikere

Alle politikere der er valgt til Folketinget må højst sidde 2 perioder = 8 år. Der ydes en løn på 50.000.- kr. pr. måned for stillingen som ansat i Folketinget uanset om man er menigt medlem eller minister. Det sikrer at man kan leve OK uden at lide afsavn. Der ydes normal pension.

Når livet som medlem af folketinget eller som minister er slut, må den enkelte søge job på lige fod med andre i samfundet.

Vækst

Den vigtigste vækst i samfundet sker i befolkningen. Det er ikke nødvendigvis den økonomiske vækst der er vigtigst, men derimod det som den enkelte kan udvikle af talenter og muligheder for sit eget liv.

Danmark skal i fremtiden leve af viden og innovation på det teknologiske og vidensmæssige område.

Nedlæg et landbrug der ikke kan klare sig uden støtte og som forurener vores fælles jord.

Financiering - er der råd til alt det?

Der er råd til det samfund vi har i dag. Et samfund hvor der er et ufatteligt spild af ressourcer og mange fejlinvesteringer i håbløse systemer og kontrol.

Et enklere samfund hvor alle er i arbejde og hjælper til, vil derfor sagtens kunne betale sig selv.

Hvis vi bygger et samfund hvor vi hjælper hinanden i stedet for at bekrige hinanden, vil vi opdage at der bliver frigivet uendelige ressourcer til gavn for alle.

Tim Bregning Karlsen | Himmelev Have 3, st. th., 4000 Roskilde - Danmark | Tlf.: +4525481848 | tim@bregning.it