Interesser / Flyvning

Flyvning

Lige fra jeg var dreng har jeg interesseret mig for det at flyve. Jeg er startet med drager og modelfly og fordi min far var interesseret i flyvning og tog A-certifikat i 1960-erne, er det også blevet min hobby.

Lige syd for Højby Sjælland ligger den berømte Trundholm Mose, hvor Solvognen blev fundet i 1902. Mosen er drænet med grøfter, og på en af de flade marker blev der stiftet en flyveklub og anlagt en flyveplads.

Min far meldte sig ind i flyveklubben og skolede på en Cessna 150B (bygget i 1962) med registrering OY-DHG. Den har i adskillige år fløjet fra Holbæk Flyveplads.

OY-DHG er totalhavareret da flyet ramte en wire på en sendemast ved Jyderup den 22. juli 2011. Piloten omkom.

OY-DHG foran hangaren på Holbæk Flyveplads. Foto © Lars Falk

Jeg var ofte med og sad i højre side. Det var sjovt og spændende at få lov til at tage roret og lave beherskede drej og højdeændringer.

Vi fløj en gang imellem en tur til Samsø og landede, kun for lige at spise en is og holde en pause inden vi lettede igen, men ellers var det ture "rundt om flagstangen".

Min fars instruktør var den legendariske Boy Konstmann. Han var født den 10. februar 1923 og døde den 11. december 2004.

Konstmann var flyver af Guds nåde - med over 20.000 timer - og han havde prøvet lidt af hvert, blandt andet som sprøjtepilot i Afrika, hvor han fløj kun et par meter over jorden og lavede halsbrækkende manøvrer og drej for enden af markerne.

Det var skønt som dreng at sidde og lytte med store øren til alle de voksnes skrøner.

Senere lærte min far også at flyve klubbens Gardan Horizon GY-80 OY-DPS. Den var noget mere avanceret og havde constant-speed propel og optrækkeligt understel.

Det skete af og til at en pilot glemte at køre understellet ned inden landing - det resulterede i en propel der var meget smukt bøjet rundt om motorhjelmen, og selvfølgelig en lidt skrammet bug på maskinen, men mærkeligt nok ingen alvorlige personskader.

Flyet har i flere år stået total-havareret ved Uno-X tanken på Ellinge Lyng. Der var vist planer om at det skulle restaureres. Jeg ved ikke hvor det er nu, men det bliver nok aldrig til fly igen.

Trundholm Flyveplads blev desværre nedlagt i slutningen af 1980'erne.

Vingeskudt OY-DPS ved Uno-X på Ellinge Lyng i Odsherred

Da jeg flyttede til Silkeborg i 1980 og begyndte på Silkeborg Seminarium, fik jeg selv lyst til at lære at flyve. Der var bare ikke de store muligheder. Enten kunne jeg lære at svæveflyve fra Christianshede, eller jeg kunne lære at motorflyve fra Viborg.

Det blev kun til at jeg var til en introduktionsdag på Christianshede hvor jeg prøvede en wire-start i en 2-sædet Blanik. Hold da kæft, det gik stærkt opad - det brød jeg mig faktisk slet ikke om.

Jeg havde vist mere lyst til noget i retning af en Motorfalke som også var i klubben på det tidspunkt, men jeg kom aldrig i gang.

Så flyttede jeg til Læsø hvor jeg var lærer på Byrum Centralskole fra 1986 til 1988.

I Byrum var der en læge der hed Erik Søndergaard. Han var selv pilot og havde en Rally. Han gjorde mig igen interesseret i at lære at flyve, men der var ingen mulighed for at gå til teoriundervisning og der var heller ingen instruktør på øen.

Det ville ellers have været lækkert lige at kunne flyve en tur hjem til Højby direkte fra Læsø til Trundholm på 1 time og 5 minutter, i stedet for at bruge næsten en hel dag på rejsen.

Men det blev igen lagt på hylden...

Oscar Yankee - Echo Kilo Uniform

Endelig i 1995 flyttede jeg sammen med min daværende samleverske til Bornholm - da var jeg lige ved at fylde 40 år.

Bornholms Flyveklub annoncerede med at man kunne få en prøvelektion inden man besluttede om man ville lære at flyve. Jeg kørte til lufthavnen hos Klippefly A/S og prøvede en tur i OY-BFW.

Det var skønt - og jeg meldte mig til teoriholdet der kørte hele vinteren 1995. Vi var nogle modne mænd der hjalp hinanden med at læse og forstå alt det teoretiske og det med at snakke i radio.

Den praktiske flyvning foregik i OY-EKU, en Cessna 172. Det er et herligt godmodigt fly som jeg har haft mange gode timer i.

Tankning af OY-EKU

Det var skønt at skole fra Bornholms Lufthavn. Det er en rigtig lufthavn med Tower og 2000 meter asfaltbane. Det var meget hyggeligt og hjemligt at køre ind ad bagporten og ind til Klippefly AS og gå ind og få en snak med Kai Munch og Knud Johansen.

Jeg tog A-certifikat den 1. august 1997. Det var en fantastisk fornemmelse pludselig at kunne flyve en tur når jeg havde lyst - og uden instruktør.

Det er stadig en fantastisk fornemmelse - hver eneste gang :-)

OY-EKU på finale bane 29 Bornholms Lufthavn

Det er en fryd og fornøjelse at gøre klar til en flyvning. Åbne porte i hangaren og trække flyet ud. Tanke fuel og checke flyet inden afgang. Der er noget trygt og rart ved det.

Jeg har haft de skønneste flyveture over Bornholm. Indtil for få år siden var der også en lille græsbane i Rø ikke så langt fra Gudhjem. Den brugte vi ofte når vi bare skulle flyve en lille tur, eller når vi i klubben holdt navigations- og landingskonkurrencer.

Vi var kun 20 medlemmer i Bornholms Flyveklub og vi havde det rasende hyggeligt.

Noget af det bedste var de meget hyggelige Sankt Hans-aftener med grill og rødvin (piloterne drak naturligvis ikke rødvin før flyvningen - først bagefter).

Når vi havde grillet og spist, fløj vi 3-5 fly øen rundt og kiggede på bål fra oven.

Nogle af mine bedste flyvninger har været til Læsø hvor jeg var lærer fra 1986 til 1988. I sommeren 2003 fløj jeg i det skønneste vejr - der var ikke en eneste sky over hele Danmark. Så snart jeg var lettet fra Roskilde kunne jeg se til Sjællands Odde.

Jeg folder kortet før afgang fra Århus til Læsø

OY-CRF

I maj måned 2004 er jeg blevet omskolet til et herligt lille fly - en Grob 115.

Det er et lækkert 2-sædet fly - meget kompakt og "fast" i bevægelser og udstyr. Den flyver fantastisk dejligt og jeg har nu lært den rigtigt godt at kende. Det er et lille fly som man nærmest "tager på" og sidder som støbt i.

Bellanca OY-LEN

Jeg har haft mit livs mest fantastiske flyvetur tirsdag den 28. april 2009. Jeg fløj "den 12. time" hos Lennart Wahl, der ejer en Bellanca Decathlon.

Efter en grundig briefing, taxiede vi ud til opvarmning og gjorde klar til afgang fra bane 11 i Roskilde Lufthavn. Det er noget uvant at køre med halehjul, fordi man ikke kan se noget lige frem, men Lennart forklarede hvordan jeg skulle køre i nogle lange zigzag for at kunne se banen.

Efter start fløj vi vestpå til Holbæk Fjord hvor vi fik tilladelse til at stige til 4000 fod over Orø. Og så begyndte ellers en fantastisk gang airwork.

Først nogle drej med mere end 60 grader så jeg følte at vi nærmest stod på vingespidsen. Så rul til højre og venstre. Vi fløj ligeud, steg med 30 grader og skubbede resolut pinden helt til venstre - rullede hele vejen rundt - og rettede op da jorden igen var nederst.

Da jeg var blevet lidt mere modig gjorde vi klar til et loop. Dykkede fart på til 140 miles, trak op med 3,5 G hele vejen op - slækkede lidt - og så jorden dukke op igen - rettede op og fortsatte ligeud.

Det var fantastisk. Jeg havde troet at det var langt værre, men faktisk var det så sjovt at vi tog 3 loop mere.

Den sidste manøvre var et fuldt udviklet spin. Af med gassen, af med farten. Når maskinen ikke kan flyve mere, fuldt sideror til venstre. Flyet tabte vingen og gik lodret ned.

Holbæk Fjord var i forruden lige neden under os - på vej op mod os. Efter tre og en halv omgang rettede vi op igen og fortsatte fredeligt til Roskilde Lufthavn hvor vi lavede de 3 obligatoriske landingsøvelser. Full stop og til parkering.

Det var en forrygende oplevelse som jeg synes alle piloter burde prøve. Det giver en rigtig god fornemmelse for det element vi flyver rundt i - og for hvor grænserne for materiellet går.

Det kan varmt anbefales at prøve. Jeg følte mig fuldstændig tryg hele vejen, både med flyet og med Lennart - læs mere på www.lenair.dk 

OY-LEN udbrændte desværre totalt i en pyromanbrand i Höganäs den 9. maj 2012. Heldigvis har Lennart Wahl også OY-LUN.

Nat-VFR og Glass cockpit

Næste step bliver at jeg tager Nat-VFR. Det betyder at jeg kan flyve i mørke og dermed flyve før solopgang og efter solnedgang indenfor flyvepladsens åbningstid. Det udvider aktionstiden en hel del.

Og så kunne jeg godt tænke mig at lære at flyve med Glass cockpit - Garmin G1000.

Tim Bregning Karlsen | Himmelev Have 3, st. th., 4000 Roskilde - Danmark | Tlf.: +4525481848 | tim@bregning.it